E-handel forøger grænsehandel
Jeg er overbevist om at vi i Danmark har et problem med E-handel og grænsehandel. Ordet grænsehandel er noget, som i mange år har været på alles læber. I nogle perioder bliver det lidt glemt, i andre perioder popper det op igen. Grænsehandel er vel nok mest symboliseret i Fleggaard – der i høj grad har været i stand til at finde små huller i lovgivningen – og derved har givet danskerne mulighed for at købe billige varer i mange kategorier. De har kæmpe succes, både i deres fysiske butikker og også på nettet.
Undersøgelser viser at en stor stor del af danskerne kører “syd for grænsen” og tanker op. Nogle har det som en del af deres faste rutiner, og baserer en stor del af deres dagligvareindkøb på dette koncept. Kan huske, at jeg for noget tid siden så en udsendelse, hvor en sønderjysk familie udtalte, at de stort set drak Coca Cola til morgenmad. Hvorfor? Fordi det simpelthen var så billigt, at de ikke kunne lade være. Hurra, folkesundhed.
Ingen kan vist være i tvivl om at diverse sukker/fedt-afgifter har været med til at øge grænsehandlen betragteligt på det seneste. Mindst lige så slemt er det dog, at den tyske moms er 19% bredt set, og kun 7% på fødevarer. Så er det ærligt talt lidt op ad bakke at være dansk detailhandler, når man skal måle dette op imod de 25% som betales i alle kategorier her i Danmark.
Der kan være lidt slåskamp om hvor stor en procentdel grænsehandlen udgør. Dansk Erhverv opgør det til 4,5%, og det tal læner jeg mig op ad. Det lyder da ikke så slemt, vel? For det svarer jo kun til ca. 10 mia kr? Først og fremmest, så vil jeg godt sige, at 10 mia kr også er en slags penge! Dernæst, så har FDIH helt korrekt påpeget at man i den sammenhæng glemmer at tælle med, hvor meget der bliver købt i udenlandske netbutikker. De mest troværdige opgørelser viser, at ca. 20% af alle køb på nettet bliver foretaget i udenlandske netbutikker. Lægger man disse køb oveni grænsehandelen, så taler vi nu lige pludselig om ca. 20 mia kr. Det er altså en ordenligt sjat.
Hvad kommer der til at ske i de kommende år? Ingen er vist i tvivl om at e-handel er i vækst. Ca. 15% om året i disse kriseår. Spændende at se hvad vækstraten bliver når er ude af krisen. Med andre ord, så stiger grænsehandelen i netbutikkerne altså med mindst en milliard om året, formentligt mere. Hvorfor er det nu også så slemt? Det er ikke så svært:
- Danmark går glip af skatteindtægter
- Danmark går glip af momsindtægter (der er ganske vist nogle regler om at udenlandske netbutikker skal svare dansk moms, hvis de har en vis størrelse – men det er der vist ingen tvivl om at de ikke gør)
- Danmark går glip af arbejdspladser
Der er helt sikkert endnu flere gode årsager, men de tre ovenstående burde være rigeligt til at få politikerne i Folketinget til at overveje, hvad der kan gøres for at hjælpe de danske netbutikker.
Ydermere, så er der i min verden slet ikke tvivl om, at vi kun har set starten på grænsehandlen inden for e-handel. Specielt i tøjbranchen tror jeg, at man vil se de store udenlandske netbutikker svømme ind over grænsen – og der er vist ingen tvivl om at tøjbranchen er ved at få sit helt store gennembrud – Asos, Zalando, H & M – er jo ALLE udenlandske netbutikker, med masser af glade danske kunder.
Hvad er de største problemer så? Hvorfor kan udenlandske netbutikker så nemt udkonkurrere danske netbutikker. Nogle af årsagerne er de samme som i fysisk detailhandel, andre er primært gældende for e-handel
- Højere danske afgifter
- Højere dansk moms
- Højere danske lønninger
- Højere indkøbspriser (måske har det også noget med afgifter at gøre?)
- Højere fragtpriser, logistikdelen er stadigvæk præget af én stor spiller, Post Danmark.
Med andre ord, så er det altså RET nemt at sælge varen billigere, og give en bedre fragtpris. Så bliver der råd til at oversætte hjemmesiden, have dansktalende kundeservice m.v. Og i det hele taget levere god service.
Jeg vil vove øjet og sige, at E-handel i dén grad forøger grænsehandlen. Det er en af de helt helt store udfordringer, der skal tackles NU. Hvis altså ikke Danmark skal fortsætte med at miste momsindtægter, skatteindtægter og arbejdspladser. Kære politikere, sæt igang! Vi i Matas, skal nok gøre vores til at gøre Matas Webshop til en stor stor stor netbutik, men hvis ikke grænsehandelen for alvor skal eksplodere, så skal I også gøre jeres.